Bøsserup Skole

Fra odswiki
Version fra 23. jan 2020, 20:11 af SOC (diskussion | bidrag) SOC (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning
Bøssrup Skole ca. 1890
Bøsserup Skole, Bøsserup, Egebjerg sogn, Odsherred.

Bøsserup Skole stod færdig på adressen Bøsserup Huse 1 i oktober 1881.

Før det gik børnene i Egebjerg Biskole på Glostrup Overdrev (Egebjergvej 264).

1969 den 29. maj besluttede kommunen at lukke Bøsserup Forskole.


Skolelærere ved Bøsserup skoler:

Nicolaj C. Larsen blev ansat som lærer i 1879 og var lærer i 36 år.

Jens Pedersen Øster førstelærer fra 1. november 1915.

Ellen Cecille Larsen forskolelærerinde fra 1. april 1927.

1945 Gunnar Erdal, Allerup skole, til 1948, hvor han fik et ledigt lærerembede i Ringsted. Hans far var stationsforstander i Grevinge.

Peter Nygaard forskolelærer 1950-1957, hvor han blev skoleleder på Egebjerg Skole.



Historien om skolen:

Historien om Egebjerg Biskole = Bøsserup Skole:

1867 – 1937

Historien starter faktisk i en stuelænge til en lille landbrugsejendom. Huset hedder i dag "Tasilik", og ligger Egebjergvej 264 på Glostrup Overdrev.

Børnene fra Glostrup Overdrev og egnen deromkring gik alle i Egebjerg Skole. Det var en lang vej for eleverne at gå hver dag, og da den nordre del af sognet - Glostrup Overdrev - var blevet bebygget, hvilket indebar at børnene fik en alt for lang vej at gå, og desuden var elevtallet i Egebjerg Skole alt for stort. Derfor bestemte man sig til at leje en lejlighed i den forholdsvis store stuelænge i "Tasilik", som var bygget af en tømrer og maskinbygger, til ovennævnte landbrugsejendom.

Den nye skole blev kaldt Egebjerg Biskole, og startede i 1867. Den var, som man jo nok kan tænke sig, meget primitiv, og på grund af flere forskellige uheldige forhold foranledigede provsten for Ods- og Skippinge Herreder, provst P. Hasle, at Bøsserup Skole blev opført, således at Biskolen kunne ophøre.

1868 afholdtes den første eksamen her med 24 børn i yngste klasse (1., 2. og 3. årgang), og 14 børn i ældste klasse (4., 5., 6. og 7. klasse).

Skolen kaldtes "Egebjerg Biskole", og de to førte lærere var H. P. Andersen fra Bornholm (1867-1876) og seminarist O. Olsen (1875-1879), der herfra flyttede til skolen på Ellinge Lyng.

Man startede undervisningen i Bøsserup Skole den 19. oktober 1881. Eleverne kom fra Bøsserup, Underød, Glostrup Overdrev, Ulkerup, Strandhusene og Egebjerg Mark samt fra et lille stykke af Ledstrup.

Skolestuen var på 159 2 2 m , og der var en lærer, der også havde sin tjenestebolig i skolebygningerne, og ligeledes havde sin have omkring skolen. Det var læreren, som skulle sørge for indkøb af brændsel, både til sit eget brug og til brug i skolestuen. Han fik dog betalt halvdelen af brændselet ved at sende en regning til kommunen, og kommunen sørgede også for transport af brændslet. Senere blev det sådan, at kommunen indkøbte 2 rummeter brænde og 40 hl. kul om året og leverede det frit til skolen.

Børnene blev iflg. undervisningsplan af 1922 undervist i religion, dansk, skrivning, regning, historie, geografi, sang og første klasse i anskuelsesundervisning. Derudover havde læreren gymnastik med drengene ca. 2 timer om ugen, og da der ingen lærerinde var, underviste lærerens kone pigerne i håndgerning i 2 timer om ugen efter skoletid.

Skoleåret gik fra 1.4. til 31.3. og var delt op således, at børnene var i skole 9.00 til 15.00 og vinteren og fra 8.00 til 14.00 om sommeren. For at en lærer kunne have alle børnene, var eleverne inddelt i 2 klasser, der hver gik i skole 3 dage om ugen. Børnene havde lidt andre feriedage fra skolen, end de har i dag. Man beregnede 3 dage til uforudsete fridage (læreren kunne jo blive nødsaget til at rejse væk til en familiebegravelse el. lign.) Ligeledes kunne skolekommissionen bestemme over 4 dage om året. så havde man fri både fastelavns mandag og tirsdag og selvfølgelig påske, pinse, St. Bededag, Kr. Himmelfart og Grundlovsdag. Man havde også fri Valdemarsdag, på Kongens fødselsdag og den dag, der var dyrskue i Nykøbing Sjælland.

Sommerferien blev kaldt høst ferie og varede i30 dage. Allerede i 1882 tænkte man på miljø og sundhed i forbindelse med hinanden. Kirkeministeriet udsender undersøgelsesskemaer angående skolehygiejne. Der skal foretages en kemisk undersøgelse af luften i skolestuen og en legemsundersøgelse af eleverne. (Hvor stor virkning det havde i de små almueskoler, er vel nok et spørgsmål.)

For 100 år siden rørte der sig også tanker om at bevare fortiden for fremtiden, for i 1885 gør undervisningsministeriets sanginspektør opmærksom på, at han har ladet udgive en sangbog med tekst og melodier, som i videst muligt omfang bedes benyttet i almueskolerne.

Det har han gjort, fordi lærerne ved almueskolerne ikke har andet at støtte sig til ved sangundervisningen, end en sangbog med tekster til salmer og fædrelandssange. Melodien er kun anført med en tekst oven over. Sanginspektøren mener at lærerne derfor bruger de melodier, de kan, således at mange af fædrelandssangene synges på en forkert melodi eller at melodien er så forvansket, at den er ukendelig. De gamle melodier vil derfor uddø, hvis man ikke gør noget for at eleverne kan lære dem rigtigt.

1879 ansattes lærer Nicolai C. Larsen, som var en husmandssøn fra Kværkeby ved Ringsted, der havde taget eksamen fra Københavns Seminarium 1869.

Da han søgte om embedet, blev det lovet ham, at der snarest ville blive bygget en ny skole, da forholdene i biskolen efterhånden var blevet ret dårlige, og i 1881 opførtes så Bøsserup skole på gårdejer Niels Mortens jord, og der blev tillagt skolen ca. 3 tdr. land jord.

1881 den 18. oktober blev den nye skole indviet af sognepræsten F. Lassen, og dagen efter tog børnene skolen i besiddelse.

Den havde kostet 7.600,00 kroner at bygge, mens jorden kostede 3.300,00 kroner.

Den 25. samme måned blev den første eksamen afholdt med 27 børn i yngste, og 31 børn i ældste klasse.

Lærer Nicolai C. Larsen havde før indvielsen været på Lolland for at hente sin kone, og de blev viet i Nakskov kirke.

1983 den 12. januar fødtes parrets eneste barn, sønnen Carl, og kort tid efter døde hans hustru. Nogle år efter giftede Larsen sig igen med Charlotte Bæhr fra Århus. Carl Larsen blev uddannet som snedker.

I 1889 bestemmer ministeriet, at enhver almueskole på landet skal være forsynet med nodetavle og syngetavle. Desuden skal skalaer, akkorder og melodier indøves udelukkende med ledsagelse af violin. Undtagelse finder sted i skoler, hvor der er ansat en ældre enelærer, der ikke kan spille violin.

For at kunne blive konfirmeret og udskrevet af skolen i 1890, skulle eleverne ved en halvårseksamen have nået en hovedkarakter på mindst mg. Det menes dog, at mange skoler på landet ikke tog dette så nøje, men udskrev eleverne i 13 års alderen uden hensyntagen til hvor store kundskaber der var opnået.

1898 bortforpagtede lærer Nicolai C. Larsen den til skolen hørende jordlod til gårdejer Niels Mortensen, og såvel senere lærer Øster som lærer Erdal, drev ikke jorden, kun fra 1950 til 1956 blev den drevet af embedets lærer Nygård.

1902 lavede man, så eleverne i Bøsserup Skole fik deres egen indgang til skolestuen og i 1924 forbedrede man yderligere skolen, idet man indlagde elektrisk lys og man byggede Bøsserup Forskole.

Med oprettelsen af Forskolen blev eleverne opdelt i 4 klasser, og der blev ansat en lærerinde. Lærerinden underviste l. og 2. klasse (forskolen) og læreren 3. og 4. klasse (hovedskolen). Pigerne er også begyndt at have gymnastik. Lærerinden har samlet piger og drenge fra 1. og 2. klasse og hun har pigerne i 3. og 4. klasse, hvor læreren har drengene. Der er ingen gymnastiksal, så man benytter skolestuen og legepladsen, alt efter hvordan vejret er.

1915 forlod Nicolai C. Larsen embedet efter 36 års trofast virke.

1915 den 1. november blev Jens Pedersen Øster ved Bøsserup Skole.

Han var jyde. Efter nogle år som vinterlærer, senere som "løbedegn" i Ringkøbing amt, tog han på Hjørring Seminarium hvorfra han tog lærereksamen 1913. 1. maj 1914 kom han til Bøsserup Skole som vikar. En kort tid var han lærer ved en privat skole, som blev oprettet i forsamlingshuset under den skolestrid der var i Egebjerg - Mathornesagen - hvorefter han blev antaget til embedet i Bøsserup.

I vinteren 1924 - 25 afholdt man aftenskole for unge karle og piger. Der var 24 elever hvoraf halvdelen var mellem 18 og 25 år. De unge mennesker lærte dansk, regning og skrivning, og året efter forsøgte man sig også med regnskabsføring og samfundslære.

Der var 12 elever.

Elevtallet i Bøsserup Skole har været op og nedad, og det vides ikke hvor store kundskaber der var opnået.

Som eksempel kan nævnes, at der var mellem 48 og 67 elever i årene 1921 1937.

I 30 år var Jens Pedersen Øster i embedet, til han døde efter en kort sygdom 25. februar 1945.

Han efterfulgtes af Gunnar Erdal, der var fra Grevinge sogn.

1950 rejste han fra embedet, hvor efter Peter Nygaard blev ansat ved skolen.

+

Som efterskrift kan nævnes, at Bøsserup Skole i dag er nedlagt og alle eleverne fra det gamle skoledistrikt går nu igen i Egebjerg Skole, men Bøsserup skoles sidste leveår kan vi måske skrive om ved en senere lejlighed.

+

1960 den 1. april blev skolen solgt til snedker Asger Wind, der vil bruge den gamle skolestue til værksted.


Se også: Bøsserup Frie Skole.


Kilde: Dansk Skole-Stat bind II, Arthur Jensens Forlag 1933. - Holbæk Amts Venstreblad 29. maj 1969. - Jonna i Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 3 1987. - P. Nygård i Holbæk Amts Venstreblad 11. marts 1960. - Odsherred Tidende 10. august 1945. og 24. september 1948.--SOC 5. apr 2012, 14:00 (CEST)