Odsherreds billedkunst - Versionshistorie

SOC med 17. jan 2020, 12:54

2020-01-17T12:54:30Z

SOC med 17. jan 2020, 00:11

2020-01-17T00:11:40Z

Vis ændringer

SOC med 17. jan 2020, 00:04

2020-01-17T00:04:17Z

SOC med 16. jan 2020, 23:58

2020-01-16T23:58:31Z

SOC med 16. jan 2020, 23:54

2020-01-16T23:54:48Z

SOC med 16. jan 2020, 23:41

2020-01-16T23:41:26Z

SOC med 16. jan 2020, 23:23

2020-01-16T23:23:40Z

SOC med 16. jan 2020, 23:19

2020-01-16T23:19:46Z

Vis ændringer

SOC med 16. jan 2020, 22:59

2020-01-16T22:59:09Z

SOC med 16. jan 2020, 22:50

2020-01-16T22:50:55Z

@@ Linje 150: / Linje 150: @@
-''== Fotografiets kunst: ==''
+== Fotografiets kunst: ==
 I 1800-tallets sidste del fik maleriet konkurrence af en ny billedgengivelse - fotografiet. Det fik tidligt anseelse som en særlig kunstart, idet teknikken allerede længe havde været et anvendt hjælpemiddel i tegnekunsten og kendt som 'camera obscura'. Denne teknik blev efterhånden videreudviklet, så de motiver som indfangedes af linserne kunne fæstnes til papir. Fotografiet gengav motiverne med en hidtil uset præcision, uden farve, men med en prægnant skarphed i billedet, som viste alle detaljer.<br>
@@ Linje 158: / Linje 158: @@
-''== Kvindelige kunstnere: ==''
+== Kvindelige kunstnere: ==
 Kvindelige kunstnere var frem til 1900-tallet et ofte undertrykt kapitel i den bildende kunsts historie. De var feterede som  skuespillere og operette-divaer, hvor de med kvindelige fortrin kunne glæde publikum fra scenen, og de var accepterede som skribenter og undertiden også som udøvende musikere i koncertsalene, idet Musikkonservatoriet allerede fra sin begyndelse i 1867 stod åbent for kvinder. Men kunsten var mændenes domæne, og kvinderne måtte helst udtrykke sig med  nål og tråd bag hjemmets skærmende mure.<br>

←Ældre version		Versionen fra 17. jan 2020, 00:04
Linje 346:		Linje 346:


−	''Kilde: Kurt Sørensen, Nyk. Sj. 2020.''	+	''Kilde: Kurt Sørensen, Nyk. Sj. 2020.''---[[Bruger:SOC\|SOC]] 17. januar 2020, 14:36 (CET).
		+
		+	[[Kategori: Kultur]]
		+	[[Kategori: Kunstnere]]

@@ Linje 150: / Linje 150: @@
-Fotografiets kunst:
+== Fotografiets kunst: ==
 I 1800-tallets sidste del fik maleriet konkurrence af en ny billedgengivelse - fotografiet. Det fik tidligt anseelse som en særlig kunstart, idet teknikken allerede længe havde været et anvendt hjælpemiddel i tegnekunsten og kendt som 'camera obscura'. Denne teknik blev efterhånden videreudviklet, så de motiver som indfangedes af linserne kunne fæstnes til papir. Fotografiet gengav motiverne med en hidtil uset præcision, uden farve, men med en prægnant skarphed i billedet, som viste alle detaljer.<br>
@@ Linje 158: / Linje 158: @@
-Kvindelige kunstnere:
+== Kvindelige kunstnere: ==
 Kvindelige kunstnere var frem til 1900-tallet et ofte undertrykt kapitel i den bildende kunsts historie. De var feterede som  skuespillere og operette-divaer, hvor de med kvindelige fortrin kunne glæde publikum fra scenen, og de var accepterede som skribenter og undertiden også som udøvende musikere i koncertsalene, idet Musikkonservatoriet allerede fra sin begyndelse i 1867 stod åbent for kvinder. Men kunsten var mændenes domæne, og kvinderne måtte helst udtrykke sig med  nål og tråd bag hjemmets skærmende mure.<br>

@@ Linje 298: / Linje 298: @@
+Nye tendenser i den internationale kunstverden betød at de hidtidige motiver med landskaber, mennesker eller miljøer efterhånden udviskedes og forsvandt. Billederne blev non-figurative eller formet i nye materialer, og kunstneren blev frigjort til at skabe 'Das Ding an Sich', som fik sit eget liv frigjort fra kunstneren. Nu symboliseredes den ydre verden eller det indre univers.
@@ Linje 311: / Linje 312: @@
 Årelange studier af psykologiske, filosofiske og religiøse emner synes at have overbevist hende om eksistensen af en tingenes iboende bevidsthed, som hun ønsker at fastholde. Hun fascineres at naturens mystik, en panteistisk livsopfattelse, af ideer om elementaler, åndsvidenskabelige tanker, og hendes billeder er til stadighed analyserende, granskende, spørgende ud fra et eksistentielt behov for at forstå. De er en søgen efter svar, indkredsning af det ufattelige.<br>
 Til Ingrid Britta Christensens særegenhed hørte også hendes personlige univers: huset i Nykøbing. De nære omgivelser bar hendes udtryk og syntes at være en forlængelse af hendes billedverden. Husets mure var malet i en lilla-rosa jordfarve, med døre og vinduer i karakteriske farvesætninger. Indvendige døre, møbler og beboelsesgenstande udsmykkedes med bemalinger, og hendes have var et eventyr af planter og blomstrende vækster, tit med violette, rosa og hvide blomster mellem det grønne flor, med stier, sten, egne skulpturer, bassiner med vand der rislede og tiltrak sangfugle, med skyggefulde kroge, hemmelige skatte, et levende billedværk. Hos Ingrid Britta Christensen blev hendes tankeverden, boligmiljø og kunstneriske virksomhed i sjælden grad til ét Gesamtkunstwerk.

←Ældre version		Versionen fra 16. jan 2020, 23:41
Linje 284:		Linje 284:
	"Jeg kører ned i engen, kunne far forkynde, og vi vidste hvad det gjaldt. De lavtliggende, frodigt grønne arealer neden for Brantebjerg, var hans eldorado. Mellem parcellerne strakte sig mere eller mindre velholdte hegn med pigtråd på sandbankede stolper, og i kanten og i skellene voksede træer. Nogle var store, andre små; om de i sin tid havde været ens og dannet rækker, er ikke godt at vide, men den eksisterende tilstand var grafisk indbydende. I disse omgivelser fandt fars tegnevirksomhed en kulmination. En af hans største raderinger (30 x 30 cm fra 1944) er just træer og hegnspæle i et herligt udsnit ... Hvad angår de omtalte Rørvig-billeder, står det fast at de er tegnede på stedet, efter naturen som man sagde engang, og de er loyale over for virkeligheden. Dog antyder motivvalget og navnlig de benyttede beskæringer, at det ikke udelukkende var den trofaste redegørelse for sceneriet, der stod i forreste række. Snarere var det dets grafiske potentiale, der lå far på sinde".<br>		"Jeg kører ned i engen, kunne far forkynde, og vi vidste hvad det gjaldt. De lavtliggende, frodigt grønne arealer neden for Brantebjerg, var hans eldorado. Mellem parcellerne strakte sig mere eller mindre velholdte hegn med pigtråd på sandbankede stolper, og i kanten og i skellene voksede træer. Nogle var store, andre små; om de i sin tid havde været ens og dannet rækker, er ikke godt at vide, men den eksisterende tilstand var grafisk indbydende. I disse omgivelser fandt fars tegnevirksomhed en kulmination. En af hans største raderinger (30 x 30 cm fra 1944) er just træer og hegnspæle i et herligt udsnit ... Hvad angår de omtalte Rørvig-billeder, står det fast at de er tegnede på stedet, efter naturen som man sagde engang, og de er loyale over for virkeligheden. Dog antyder motivvalget og navnlig de benyttede beskæringer, at det ikke udelukkende var den trofaste redegørelse for sceneriet, der stod i forreste række. Snarere var det dets grafiske potentiale, der lå far på sinde".<br>
	Fra Nakke-halvøen gengav han landskaberne ved det nære Brantebjerg, Hov vig og betitlede sine billeder med angivelser om 'Trægruppe. Rørvig' (1931), 'Markled med Træer', 'Udgået Piletræ', 'Parti fra egnen nordvest for Brantebjerg med gravhøj i baggrunden' (1948), 'Skredbjerg set fra syd' (1949). 'Enebærbuske', *Gråmosegård, Nakke' (1954), 'Landskab med Hegnspæle' (1968) eller 'Rørvig Mølle'. Motiverne genfindes endnu i det naturbeskyttede landskab, men står i Kai de Fine Lichts særlige belysning klarere og renere og med en fin fortættet naturoplevelse.		Fra Nakke-halvøen gengav han landskaberne ved det nære Brantebjerg, Hov vig og betitlede sine billeder med angivelser om 'Trægruppe. Rørvig' (1931), 'Markled med Træer', 'Udgået Piletræ', 'Parti fra egnen nordvest for Brantebjerg med gravhøj i baggrunden' (1948), 'Skredbjerg set fra syd' (1949). 'Enebærbuske', *Gråmosegård, Nakke' (1954), 'Landskab med Hegnspæle' (1968) eller 'Rørvig Mølle'. Motiverne genfindes endnu i det naturbeskyttede landskab, men står i Kai de Fine Lichts særlige belysning klarere og renere og med en fin fortættet naturoplevelse.
		+
		+
		+	== Kunstnersammenslutningerne: ==
		+
		+	Kunstverdenen består af enere, der udtrykker sig selv ved hjælp af form og farve og ser sig selv som et individ, der adskiller sig fra andre og evner at vise sin egenart på en måde, der rækker videre ud i verden. Kunst er i bund og grund en ensom affære, hvor den enkelte står alene med skitseblok eller lærred, og behovet for fællesskab med ligesindede ligger latent, om ikke andet når kunstværket skal vises, bedømmes og afsættes. Således opstår kunstner-sammenslutningerne.<br>
		+	I Odsherred var det første fællesskab sammenholdet blandt kunstnerne i Rørvig omkring 1900, hvad enten de var malende eller skrivende. Tredive år senere skete tilsvarende i landskabet omkring Ordrup, hvor kunstnerne foruden det lokale fællesskab også var medlemmer af den københavnske gruppe, der viste og afsatte deres værker i Corner-bygningen. Og i 1942 sluttede en gruppe af malere i Nykøbing og omegn sig sammen og dannede et udstillings-fællesskab, de betegnede som Cromisterne. Det vigtige var at præsentere sig udadtil og vise sine kunstneriske evner. Formålet var fra begyndelsen at "fremme interessen for god kunst i Nykøbing ved at afholde udstillinger af egne værker og værker af kunstnere uden for Odsherred, samt at hjælpe og støtte hinanden gennem gensidig kritik". Og tredive år senere (1973) opstod i Asnæs en lignende gruppe med samme intention, der senere skulle få navnet Huset i Asnæs efter deres faste udstillingssted.<br>
		+	Grupperingerne fremkom fordi stadig flere ønskede at udtrykke sig kunstnerisk, som en hobby eller ud fra en indre lidenskab, selvlært eller uddannet. Det var oftest almindelige mennesker, der i sig havde en trang til at forme med farver eller andre materialer og ønskede at støtte hinanden. Ud over billedkunst vistes keramik, træskærerarbejder og skulpturer.<br>
		+	Blandt Cromisterne's tidligste medlemmer var L. Sylvest Jacobsen, Rigmor Schrøder og Kai Schibsbye, og senere trådte Lis Bruhn-Rasmussen, Per Baagøe, Ingrid Britta Christensen, Jens Karkov, Jørn Sørensen og flere andre ind i kredsen. I kataloget ved 25 års jubilæet kunne kunstkritikeren Preben Willmann, der havde slået sig ned på Egebjerg-halvøen, at kun yderst få købstæder i landet husede en fast udstilling på Cromisterne's niveau. Det var et niveau, der hele tiden løftede sig, med rigt varierede udtryk, der endnu 75 år senere gjorde sig gældende med årlige udstillinger.<br>
		+	I Asnæs gentog samme historie sig. Til at begynde med omfattede kredsen mest malere og keramikere fra det lokale område med keramikeren Birte Krogh som en af initiativtagerne, men kom efterhånden til at omfatte navne som Jørgen Albrechtsen, Jon Aronson. Birthe Bovin, Karl Bovin, Mette Bovin, Johannes Carstensen, Ole Finding, Didder Geisler, Finn Heiberg, Arne Heuser, Vuokko Johansen, Birgit Krogh, Charlotte Krogh, Anton Linnet, Hanne Løcke, Bodil Manz, Richard Manz, Aksel Møller, Poul Erik Nielsen, Paul Nyhuus, Chr.Pedersen, John Rud, Anne Rydahl, Ernst Trier, Holmer Trier, Troels Trier d.y og Julius Wederkinch. Og da Huset i Asnæs mere og mere udviklede sig til en egentlig galleri-virksomhed, udvidedes samtidig kredsen til kunstnere fra hele Odsherred. Hele egnen vrimlede med folk, der havde kunstneriske aspirationer og "gjorde Odsherred til Danmarks mest markante kunstnerlandskab, et fællesskab som kun kan sammenlignes med Skagens for 100 år siden". Huset i Asnæs skulle med sin intime atmosfære og sit høje kvalitetsniveau blive et af de mest betydningsfulde gallerier i landet.<br>
		+	Dertil kom at der rundt om opstod små vejkant-gallerier, hvor forbipasserende inviteredes ind i private atelier for at kigge kunst, som for eksempel 'Kongsøre Kunstmuseum', der rummerede billeder og skulpturer af blandt andet Bertel Børge og Kay Christensen. Maleren Per Baagøe viste sine blå bølge-billeder på Rørvig-færgen, og på Nakke-halvøen blev flere gårde indrettede med gallerier, således Galleri Brantebjerg, der blev et meget velbesøgt udstillingssted for danske og udenlandske kunstnere. I Nykøbing opstod siden en egentlig galleri-butik med hyppigt skiftende udstillinger for lokale kunstnere for maleri, grafik, billedvævninger, glas- og keramisk kunst. Samtidig var der årligt tilbagevende 'Odsherreds kunstdage', hvor mere end et halvt hundrede kunstnere åbnede deres private gallerier og værksteder for besøgende. Et af dem var 'Odsherreds mindste galleri', som en mand havde indrettet for sin kones billeder i en nedlagt transformatorstation med forklaringen, at "da konerne fik vaskemaskine, begyndte de at male". Eksemplerne smittede.<br>
		+	Og der kom også andre udstillingssteder og kulturhuse, således Anneberg-Samlingerne syd for Nykøbing i 1963, der viste store retrospektive udstillinger for Lauritz Hartz, Sigurd Swane, Victor Brockdorff eller Karl Bovin, men også med kunst af mere tvivlsom art. Udstillingsbygningen var tænkt som en slags katedral, hvor lyset egentlig var uegnet for billedkunst, og kunstkritikeren Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, der da var flyttet til Odsherred, fandt at en visning af Emil Noldes farvestærke malerier i disse lokaliteter var "næsten dræbende for kvaliteterne" i hans billeder, mens en udstilling i 1973 med ugebladsillustrationer derimod faldt "ubesværet ind i Annebergs egen atmosfære".<br>
		+	Mere markant blev, at der i 1977 åbnedes et egentligt udstillingshus med Pakhuset i Nykøbing, der skulle blive ramme for en ny gruppe af kunstnere, som havde slet sig ned i Odsherred.
		+
		+
		+
		+
		+
		+
		+	== Et besjælet univers: ==
		+
		+	Der kan være grund til at fremhæve Ingrid Britta Christensens billedverden som eksempel på et individuelt univers. Den har et særpræg der gør at den ikke tør sammenlignes med nogen anden, og hendes beherskelse af komposition og form og farve er suveræn. Hendes malerier ejer en sjælden intens glød. Og den er bemærkelsesværdig fordi den helt afstår fra effektfulde ekspressioner og er uden knaldfarver og voldsomme armsving.<br>
		+	I stedet hersker tystheden, tilbagetrukketheden, ærligheden. Allerede under uddannelsen på Kunstakademiet 1969.73 viste hun sit særpræg ved at interessere sig mere for Vilhelm Hammershøjs stilfærdige og den gang næsten glemte kunst i en tid, hvor ellers Cobra-malernes mere vilde og voldsomme dønninger prægede hendes studiefæller. Og en åndsbeslægtethed med symbolismens maler fornemmes i hendes billedverden, hvor hun søger at fremdrage et skjulte. Her finder man den samme nedstemte farveskala og stilfærdige stemning, en tyst harmoni og en indadvendthed grænsende til det mystiske, understreget af sansen for valørernes vibrerende farvespil.<br>
		+	I hendes oliebilleder synes farverne karakteristiske ved selve deres sammensætning. De skiller sig ud og bliver genkendelige blandt andet i kraft af den forholdsvis smalle farveskala. Ofte blev kun kaldt 'den lilla maler' - og vel hører farven lilla til hendes foretrukne, men man kunne med samme ret betegne hende som for eksempel en grå eller grøn maler. Hovedfarverne i malerierne er typiske for hende: en dyb skala af grålige, blå-grønne eller violet-rosa toner i en rigdom af nuancer. Netop disse farver, der fylder hver kvadratcentimeter af lærrederne, bliver en slags skygge-skala og gør ofte billederne mørke og lyskrævende, som om de suger lyset til sig og forvandlet det til en koncentreret og sammentrukket tyngdekraft. Man fornemmer en sammentrykket masse, tæt og farvemættet, intens i udtrykket og fuld af en hemmelighedsfuld kraft som fascinerer beskueren. Det er som at se ind mellem skyggerne, bagom tingene og ind i en verden at mystik, hvor man måder en uudgrundelige natur der forekommer besjælet.<br>
		+	Naturen synes at være Ingrid Britta Christensens væsentligste inspiration. Farveskalaen er naturens egen - stenene på stranden, skovbundens mosser og lav og løv, barkens farvespil, skyggerne i tykningen. Det er naturens oversete manifestationer. Hun har fortalt at hun allerede fra sine tidligste år var været tryllebundet af farver og kunne undres over dem i timevis. Farver forekom hende gådefulde. Hun kunne stirre intenst på farvestrukturen i en mur, blive henført over iskrystallernes glitrende verden på en planke i frostvejr, vandets farvespil i et bassin eller på et stykke stof.<br>
		+	Umiddelbart har hendes malerier ingen motiver. Objektivt er de farveflader der skyder sig ind over hinanden, måske med en bort eller lidt krimskrams - men subjektivt synes man at kunne finde afbildninger af landskaber, rum, væsener, en uhåndgribelig virkelighed. Man ser i billederne nærvær af noget levende, et udtryk der måske bedst kan forklares som sjæl eller besjælethed. Mest åbenbart bliver dette udtryk i Ingrid Britta Christensens figurbilleder eller portrætter. Hun maler skikkelser, der tilsyneladende er stivnede og hvoraf man kun ser et omrids eller en skabelon. Ansigter er kun antydet, uden øjne eller munde. Og alligevel forekommer de bekendte og fortrolige, som en slags arketyper, hver med sin individualitet og sit særlige sjælsudtryk. Det er som om hun forsøger at male sig bag om tingenes ydre, ind i deres væsen som gemmer sig under overfladen. Det synlige er ikke det væsentlige, men den indre mystik.<br>
		+	Årelange studier af psykologiske, filosofiske og religiøse emner synes at have overbevist hende om eksistensen af en tingenes iboende bevidsthed, som hun ønsker at fastholde. Hun fascineres at naturens mystik, en panteistisk livsopfattelse, af ideer om elementaler, åndsvidenskabelige tanker, og hendes billeder er til stadighed analyserende, granskende, spørgende ud fra et eksistentielt behov for at forstå. De er en søgen efter svar, indkredsning af det ufattelige.<br>
		+	Til Ingrid Britta Christensens særegenhed hørte også hendes personlige univers: huset i Nykøbing. De nære omgivelser bar hendes udtryk og syntes at være en forlængelse af hendes billedverden. Husets mure var malet i en lilla-rosa jordfarve, med døre og vinduer i karakteriske farvesætninger. Indvendige døre, møbler og beboelsesgenstande udsmykkedes med bemalinger, og hendes have var et eventyr af planter og blomstrende vækster, tit med violette, rosa og hvide blomster mellem det grønne flor, med stier, sten, egne skulpturer, bassiner med vand der rislede og tiltrak sangfugle, med skyggefulde kroge, hemmelige skatte, et levende billedværk. Hos Ingrid Britta Christensen blev hendes tankeverden, boligmiljø og kunstneriske virksomhed i sjælden grad til ét Gesamtkunstwerk.

←Ældre version		Versionen fra 16. jan 2020, 23:23
Linje 274:		Linje 274:

	I løbet af 1900-tallet blev billedkunsten for mange et personligt projekt, hvor man ud fra en indre trang udtrykte sig kunstnerisk. Kunsten blev af-professionaliseret og udøvedes ofte som en bibeskæftigelse til egen glæde og i samarbejde med ligesindede.		I løbet af 1900-tallet blev billedkunsten for mange et personligt projekt, hvor man ud fra en indre trang udtrykte sig kunstnerisk. Kunsten blev af-professionaliseret og udøvedes ofte som en bibeskæftigelse til egen glæde og i samarbejde med ligesindede.
		+
		+
		+	== Landskaberne ved Nakke: ==
		+
		+	Måske er Kai de Fine Licht bedst kendt som illustrator af H. C. Andersens Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen fra 1955. Hans fine grafiske blade fandt fra 1930'erne vej til flere anerkendte udstillinger og museer - men en særlig tilknytning havde han til landskabet syd for Rørvig.<br>
		+	Her byggede han sommerhuset Lysbo, hvorfra han udforskede landskabet ved Nakke og skabte en snes fine ætsninger og raderinger af den enestående natur, med en tæt og lidt krøllet streg der var karakteristisk for ham. Hans billeder stod intenst sansede og skarpt tegnede, følgende landskabets linjer og bevoksninger, med vandhuller, hegnspæle og huse, næsten sitrende i en solfyldt atmosfære af lys og skygge. Den sort-hvide enkelhed gengav Nakkes landskab med en præcision og enkelhed, der trods forskelligheden i udtrykket kunne minde om J. Th. Lundbyes landskabstegninger.<br>
		+	"Da sommerhusgrunden var erhvervet, var det den og dens omgivelser, far tegnede", huskedes senere. "Senere drog han længere væk og næsten altid sydpå til Nakkeland. Som et skildpaddeskjold hæver den overkommelige halvø sig med gårde og marker i et højtliggende område, hvor landsbyen befinder sig på toppen. Fra hver ende af den beskedne samling huse, hvis fornemmeste monument var et grundmuret skolehus fra Frederik IVs tid, går en landevej sydpå, og disse to veje møder hinanden i en hårnålefigur sydligst på halvøen. Landskabet byder på de mest forskelligartede scenerier, og i syd står eller navnlig stod vindslidte træer og lave buske ved Nakkehage og videre vestpå langs kysten. Mod vest lå Hov Vig, der gik over i engdrag, som nåede omtrent til Rørvig kirke. Den næsten udtørrede fjordarm hegnes på østsiden af en græsklædt skråning, og ovenpå krones bondelandet af en gravhøj på Brantebjerg. På engen stod de herligste trægrupper".<br>
		+	Kai de Fine Licht hørte ikke til de professionelle kunstnere. Han var uddannet tømrer, blev senere arkitekt og fra 1943 slotsforvalter ved Christiansborg slot. Han var en fritidskunstner, der evnede at løfte sin kunst til et højt niveau. Sønnen, arkitekturhistorikeren Kjeld de Fine Licht, skrev siden om faderens omstrejfen i landskabet:<br>
		+	"Jeg kører ned i engen, kunne far forkynde, og vi vidste hvad det gjaldt. De lavtliggende, frodigt grønne arealer neden for Brantebjerg, var hans eldorado. Mellem parcellerne strakte sig mere eller mindre velholdte hegn med pigtråd på sandbankede stolper, og i kanten og i skellene voksede træer. Nogle var store, andre små; om de i sin tid havde været ens og dannet rækker, er ikke godt at vide, men den eksisterende tilstand var grafisk indbydende. I disse omgivelser fandt fars tegnevirksomhed en kulmination. En af hans største raderinger (30 x 30 cm fra 1944) er just træer og hegnspæle i et herligt udsnit ... Hvad angår de omtalte Rørvig-billeder, står det fast at de er tegnede på stedet, efter naturen som man sagde engang, og de er loyale over for virkeligheden. Dog antyder motivvalget og navnlig de benyttede beskæringer, at det ikke udelukkende var den trofaste redegørelse for sceneriet, der stod i forreste række. Snarere var det dets grafiske potentiale, der lå far på sinde".<br>
		+	Fra Nakke-halvøen gengav han landskaberne ved det nære Brantebjerg, Hov vig og betitlede sine billeder med angivelser om 'Trægruppe. Rørvig' (1931), 'Markled med Træer', 'Udgået Piletræ', 'Parti fra egnen nordvest for Brantebjerg med gravhøj i baggrunden' (1948), 'Skredbjerg set fra syd' (1949). 'Enebærbuske', *Gråmosegård, Nakke' (1954), 'Landskab med Hegnspæle' (1968) eller 'Rørvig Mølle'. Motiverne genfindes endnu i det naturbeskyttede landskab, men står i Kai de Fine Lichts særlige belysning klarere og renere og med en fin fortættet naturoplevelse.

←Ældre version		Versionen fra 16. jan 2020, 22:59
Linje 207:		Linje 207:
	Lidt uden for kredsen stor Lauritz Hartz, hos hvem Odsherreds landskab ligesom opløstes og blev svævende og flimrende. Der kom noget drømmeagtigt over hans billeders lethed, og der fandtes i hans samtid "ingen finere kolorist ned ham, ingen mere impulsiv naturskildrer" (Jan Zibrandtsen).<br>		Lidt uden for kredsen stor Lauritz Hartz, hos hvem Odsherreds landskab ligesom opløstes og blev svævende og flimrende. Der kom noget drømmeagtigt over hans billeders lethed, og der fandtes i hans samtid "ingen finere kolorist ned ham, ingen mere impulsiv naturskildrer" (Jan Zibrandtsen).<br>
	I 1928 blev Lauritz Hartz ramt af skizofreni og siden indlagt på sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland, hvor han opholdt sig resten af livet, dog med store frihedsgrader som tillod at han kunne bevæge sig ud i landskabet. Blandt billederne fra Odsherred var motiver fra Klintebjerg, Høve mølle, Skrænten ved Ebbeløkke, Vejen ved Nordstrand, Sommerlandskab fra Gniben på Sjællands Odde, Ordrup Næs og Tuse Næs - billeder med en poetisk lethed i udtrykket og en rigdom af dristige farver, der gav motiverne en overraskende og fængslende fortolkning og som næsten gjorde dem til sarte sjælellige udtryk eller aftryk.		I 1928 blev Lauritz Hartz ramt af skizofreni og siden indlagt på sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland, hvor han opholdt sig resten af livet, dog med store frihedsgrader som tillod at han kunne bevæge sig ud i landskabet. Blandt billederne fra Odsherred var motiver fra Klintebjerg, Høve mølle, Skrænten ved Ebbeløkke, Vejen ved Nordstrand, Sommerlandskab fra Gniben på Sjællands Odde, Ordrup Næs og Tuse Næs - billeder med en poetisk lethed i udtrykket og en rigdom af dristige farver, der gav motiverne en overraskende og fængslende fortolkning og som næsten gjorde dem til sarte sjælellige udtryk eller aftryk.
		+
		+
		+	== Malergården i Plejerup: ==
		+
		+	Odsherred-kunstnerne omkring Ordrup forsvandt og intet er i dag tilbage af det miljø, de engang færdedes i. På en mærkelig måde er det omvendte tilfældet med et andet samtidigt kunstnermiljø i Plejerup, hvor maleren Sigurd Swane slog sig ned med familien. Her ligger i dag den tomme skal tilbage og er ramme om en tid og en kunstnerisk virksomhed, der engang var fuld af liv og sjæl, men er blevet erstattet af en drøm, som mange stadig kan identificere sig med.<br>
		+	I dag er Malergården ved Plejerup et museum, hvor besøgende nu kan bevæge sig rundt i en svunden tids kunstner-hjem. Her boede Swane-familien fra 1934 til 2004, hvor meget lidt i grunden er ændret i løbet af disse halvfjers år. Gården synes nærmest at være en tidslomme i et afsides hjørne af Odsherred, fjernt fra verden for enden af en markvej ned mod Isefjorden, hvor nutiden aldrig nåede hen.<br>
		+	Måske forekommer stedet som en tom skal - udvendig en gård med et stateligt stuehus, omgivet af parklignende haver der umærkeligt glider over i en landskab med udsiger over fjorden mod fjerne kyster. Men indvendig ejer gården intensiteten efter levet liv. Her er møbler, malerier, bøger, tæpper, afskallet træværk, støv og spindelvæv - og samtidig udstråler stuernes vægge en magisk kraft efter de mennesker der engang levede, oplevede, følte og udtrykte sig her. Tomt er her ikke, beboerne har blot forladt stedet for en stund og er taget på rejse. Rummene lever stadig.<br
		+	Ægteparret Sigurd og Agnete Swane flyttede i 1934 til Odsherred, hvor de havde købt et husmandssted med atten tdr. land. De forlod en bekvem bolig ved Øregård i Hellerup, utilpas ved storbyen og civilisationen, og betragtede nærmest flytningen som en emigration. "Du kan gå i eksil i din have, du kan emigrere til et paradis i Plejerup, og du kan male dig bort i drømme", skrev Sigurd Swane. Sammen ville de skabe et jordisk paradis på dette sted, et nordisk Giverny i lighed med maleren Claude Monets berømte landsted i Frankrig.<br>
		+	Agnete Swane var arkitekt og havde bygget flere huse, og nu opbyggede hun sammen med sin mand og en lokal murer som et firlænget anlæg med en rummelig bolig i hovedhus og sidelænge. Omkring huset blev anlagt en prægtig have, som forenede bygninger med det omliggende landskab. En ung pige i huset huskede senere dette kunstnerhjem fra tiden omkring 1940: "Udefra bestod det af en stor hovedbygning, en sidebygning, en stor lade- og husdyrbygning og en stor have, der på det tidspunkt var ganske nyanlagt. Husdyrholdet omfattede heste, køer, grise, mange får, gæs og ænder, samt to Rottweiler-hunde".
		+
		+	Stuerne:
		+
		+	"Det var et hus med mange stuer: den store rummelig dagligstue, nogle mindre stuer, foruden 'den blå stue' for enden af huset. I denne stue med de blå vægge stod et dejligt klaver, som jeg fik lov at spille på om aftnen engang imellem, og hvor jeg også underviste de tre børn i klaverspil. I spisestuen, med det lille anretterværelse foran, var der god plads, så man kunne være mange gæster til spisning ved særlige lejligheder. Hele denne stue - med malerierne der lyste op med deres dejlige farver, med den store prismelysekrone i loftet, der blev tændt med levende lys ved festaftener, med bilæggerovnen og den gamle kiste - var én stor harmoni, en oplevelse af sjælden skønhed".<br>
		+	"Men størst og meget særpræget af det alt sammen var Sigurd Swanes atelier. En meget stor stue, tegnet til ham af Agnete, med store og høje vinduer, så lyset rigtig kunne komme ind og fylde rummet. Dér stod han og malede sine billeder. Gjorde dem færdige, hvis det var motiver der byggede på skitser han hentede hjem fra sine ture. Eller han malede blomsterbilleder og portrætter herinde" (Birthe Frederiksen).<br>
		+	På førstesalen var familiens soveværelser, gæsteværelser og tjenestefolkenes værelser. I disse år var der to karle og tre piger på gården, ligesom familien selv tog aktivt del i driften og husholdningen.<br>
		+	"Husets køkken var et rigtigt arbejdskøkken", huskede hun, "med slagbænk og et stort tungt bord, et gammeldags komfur med brændekurven ved siden af . Og så var der den lille trappe ned til fadeburet, hvor madvarerne kunne stå køligt. I bryggerset ved siden af køkkenet stod der en meget stor 'Hans-og-Grete-ovn' af den gammeldags type, hvor man fyrer op i selve stenovnen med brændestykker. Når ovnen var helt varm, skrabede gårdskarlen den ren med en skovl på et langt skaft, så der blev plads til at vore hjemmelavede rugbrød kunne sættes ind til bagning. Det at ælte rugbrødsdejg var et fællesarbejde. Tit var vi to voksne og to børn om at ælte i et meget stort trug".<br>
		+	Det gammeldags præg på stedet understregedes af at der ikke var elektrisk lys. Sigurd Swane brød sig ikke om det hårde kunstige lys, så det eneste der var elektricitet til var telefonen. Belysningen skete ved hjælp af petroleumslamper over hele huset.<br>
		+	Endnu opleves stuerne som dengang. En af husets faste gæster kunne i begyndelsen af 1990'erne finde at Malergården havde sit helt eget liv, isoleret fra resten af verden. Og selv om stuerne nu er stille, genfindes "de lysegrå malede gulve" der tidligere blev vasket med rent vand uden sæbe, og "de enkle tæpper, vævede i rolige farver", der holdtes rene ved forsigtig børstning. I skabe og reoler står gamle bøger, som Sigurd Swanes egne digtsamlinger eller vennen Knud Hjortøs psykologiske romaner i smukke indbindinger, den tids litteratur, der især på vinteraftener blev læst højt af Agnete Swane, mens husets unge piger syede eller strikkede, karlene sad stille med nyttigt snittearbejde i træ og Sigurd Swane og børnene tegnede og lyttede til højtlæsningen.<br>
		+	Hvad der især bidrog til at stedet var lukket om sig selv og dannede en verden for sig, var utvivlsomt at ægteparret Swane evnede at forme og fylde deres eget liv. Agnete Swane styrede hus og have og de mange daglige gøremål med fast hånd, så Sigurd Swane kunne hellige sig sin kunst og tankeverden uforstyrret. Børnene blev undervist hjemme af moderen og kom derved ikke til at gå i skole med andre børn oppe i landsbyen Gundestrup. Men det betød ikke at man bevidst isolerede sig fra omverdenen. Naboer og bekendte fra egnen kom på besøg, og familien stod i livlig brevforbindelse med gamle og nye venner, som jævnligt tog ophold her og nød godt af gæstfriheden. "Der var et blomstrende liv på Malergården i de år", huskedes det.
		+
		+	Gæsterne:
		+
		+	Blandt gæsterne på Malergården var mange af tidens kulturpersonligheder, engagerede mennesker der gav anledning til diskussioner og munterhed i stuerne og omkring middagsbordet. Sønnen og maleren Lars Swane fra Sigurd Swanes første ægteskab førte en glad stemning i huset under sine hyppige besøg, og et ophold af Thit Jensen, der skulle portrætteres i ateliet, var bestemt ikke kedeligt. Portrætopgaverne varede gerne en uges tid, hvor gæsterne boede i huset og naturligt blev en del af familien. Mellem portræt-gæsterne disse år var også forfattere som Otto Gelsted, Aase Hansen, Valdemar Rørdam eller Martin A.Hansen. De to sidstnævnte boede i flere perioder på Malergården.<br>
		+	Således kom Valdemar Rørdam til at bo på Malergården permanent fra 1939, hvor Sigurd Swane da portrætterede ham. Han faldt med sit livlige og venlige væsen til hos familien og blev fast pensionær, med soveværelse og nyindrettet arbejdsværelse under taget i gårdens sydvestlige hjørne. Valdemar Rørdam havde dengang næsten ry som national-skjald med blandt andet sangen Danmark i Tusind År og havde en omfattende litterær produktion bag sig. På Malergården blev han en del af familien, deltog i havearbejdet, badede, sejlede og skøjtede endnu som 70-årig på fjorden og dyrkede dristigheden og udholdenheden, hyldede danskheden og de danske i retten til riget".<br>
		+	Martin A. Hansen boede her flere gange. I september 1949 arbejdede han her på bogen Leviathan og cyklede ellers rundt i Odsherred, hvor "disse landskaber, som de er nu, måtte kunne gøre en maler tosset af lykke". Til dagbogen noterede han om sine indtryk og iagttagelser, fulde af farver "med et skær der minder mig om Lauritz Hartz". I oktober var han er påny, hvor han boede i et landarbejderhus et par hundrede meter fra Malergården og spiste hos Swane-familien. Han færdedes i landskabet om dagen og skrev på romanen Løgneren og andre arbejder til langt ud på aftenen. Ind imellem sad han model for den malende familie.<br>
		+	"Swanerne maler", lød et dagbogsnotat fra denne periode. Hele familien malede. Sigurd Swane malede til han var 93 år, Agnete Swane til hun fyldte 100 år, døtrene Hanne og Gerda så længe de boede på Malergården, hvor Gerda Swane tillige gav undervisning i at male for kursister i husets store atelier.
		+
		+	Sigurd Swane:
		+
		+	Som ung var Sigurd Swane efter en Frankrigs-rejse blevet grebet af impressionismens malemåde. Med små vandrette penselstrøg gengav han landskabets lysende farver og linjer med lyrisk følelse og intensitet. Lys og skygge blev til solpletter på lærredet og gav et umiddelbart billede af nu'et. Dermed blev han en fornyer af naturalismen, og samtidig viste han farvernes skønhed i sig selv og blev foregangsmand for det koloristiske gennembrud i Danmark.<br>
		+	Hans billeder blev dermed intuitive oplevelser af naturens stemninger, sensitive med en atmosfærisk tonerigdom, som det ses af han billeder fra fjordlandskabet omkring Malergården. Her indfangede han 'Forbidrivende Tordenvejr og Sol i Haven', Uroligt Vejr', 'Fjorden og Skyerne' og talrige andre stemningsbilleder af 'Grønne Marker', 'Høstakke. Blaa Fjord', 'Aftensol'' osv. Han var både digter og maler på samme tid. Om billederne fra hans seneste år skrev kritikeren Mikael Wiwel, at han da malede "en række blomsterbilleder, som i deres flygtige præcision og mærkeligt bevægende uhåndgribelighed hører til de smukkeste nogen maler har efterladt sig".<br>
		+	Og det er næppe tilfældigt at han betegnedes om århundredets største blomstermaler eller at Agnete Swanes sidste billeder blev en blomst. Uden for vinduerne i haven levede blomsterflorets sitren i det halvcirkulære bed de sammen havde anlagt og fyldt med vækster, der fra tidligt forår til frostens komme viste en mangfoldighed af sarte farver. Det var et stadigt skiftende forbillede familien dagligt havde for øje. Bag blomsterfloret var andre billeder: Den prægtige have med sine huse, frugttræer, udsigtshøjen og fjordkysten. Uden om selve landskabet. Man gengav på papir og lærred hvad man så omkring sig og malede husets liv, mennesker og omgivelser, den verden man havde nær og kær.<br>
		+	Malergården blev et univers for sig, en drøm der blev virkelig og som stadig lever sit eget liv.

←Ældre version		Versionen fra 16. jan 2020, 22:50
Linje 192:		Linje 192:
	Troels Triers malerier var dog først og fremmest landskabsbilleder, som oplivedes af dyrene. De viste egnen som et åbent landskab med store lange linjer og skyede himmelhvælv, som for eksempel "Svinninge Vejle" (1907), "Udsigt over Sanddupperne mod Vejrhøj" (1913) eller "Fra Præstebakken, Vallekilde" (1932). Derudover havde mange af hans malerier og udsmykninger religiøse eller mytologiske motiver.<br>		Troels Triers malerier var dog først og fremmest landskabsbilleder, som oplivedes af dyrene. De viste egnen som et åbent landskab med store lange linjer og skyede himmelhvælv, som for eksempel "Svinninge Vejle" (1907), "Udsigt over Sanddupperne mod Vejrhøj" (1913) eller "Fra Præstebakken, Vallekilde" (1932). Derudover havde mange af hans malerier og udsmykninger religiøse eller mytologiske motiver.<br>
	Sønnerne Holmer Trier og Ernst Trier fortsatte faderens værk og malemåde, og blandt hans elever var også Gudrun Trier. Især førstnævnte fandt mange af sine landskabsmotiver på Vallekilde-egnen, lige som iøvrigt tegneren Paul Nyhuus, mens Gudrun Trier gengav landskaber og bymiljøer fra det øvrige Odsherred med sine talrige akvarel-billeder.		Sønnerne Holmer Trier og Ernst Trier fortsatte faderens værk og malemåde, og blandt hans elever var også Gudrun Trier. Især førstnævnte fandt mange af sine landskabsmotiver på Vallekilde-egnen, lige som iøvrigt tegneren Paul Nyhuus, mens Gudrun Trier gengav landskaber og bymiljøer fra det øvrige Odsherred med sine talrige akvarel-billeder.
		+
		+
		+	== Odsherreds-malerne: ==
		+
		+	Også syd på i Odsherred opstod i løbet af 1920'erne og 30'erne en kunstner-koloni af malere fra den københavnske Corner-gruppe, der søgte ud i det åbne bakkelandskab fjernt fra hovedstaden.<br>
		+	Allerede i 1922 tog maleren Carla Colsmann Mohr sommerophold på en gård i Bjergene, hvor hun viste fortroligt kendskab til stedet med billedet "Tidlig Morgen, Odsherred". Få år efter besøgte Ernst Syberg sammen med svogeren Harald Giersing egnen og overvældedes af dens storhed. "Jeg ser endnu Landskabet for mig med Vejrhøj set fra Strandvejen. Dækket af majgrønne Marker og nyudsprungen Skov med tunge vaade Regnskyer kurende lavt over Ryggen - en forunderlig Blanding af Kraft og Ynde", skrev han senere. Samtidig lejede Viggo Rørup et skovløberhus i Kårup skov, hvor han slog sig ned med vennen Johannes Dührkop, og tilfældigt mødte de hos den lokale købmand kollegaen Kaj Ejstrup, der ligeledes havde lejet hus her, hvor han en tid boede sammen med Karl Bovin. De kendte alle hinanden fra de københavnske Forårs- og Efterårsudstillinger.<br>
		+	I 1932 begyndte de faste kunstudstillinger i hovedstadens Corner-bygning, og det styrkede gruppens sammenhold. Odsherred var allerede attraktiv, ikke kun på grund af landskabet, men også fordi man her kunne bo billigt og leve beskedent med velvillig kredit hos stedets købmand. Ernst Syberg flyttede hertil i januar 1935 og boede hos Victor Brockdorff og hans kone. "Det var højt Vejr med en enkelt Frostgrad, saa Landskabet ned over Dalen med Sejerøbugten lyste helt usandsynligt og Bakkerne laa i deres Vinternøgenhed med skønne blottede Former". Hvad mere kunne man ønske sig?<br>
		+	Der var intet kunstnerisk program der bandt disse kunstnere sammen, ud over inspirationen fra landskabet og dets yppige former. Enhver havde sin måde at opleve dets volumen og farve, måske med en hældning til tunge ende af farveskalaen. Kritikere kunne betegne dem som "de mørke malere" og blive i tvivl om, hvorvidt den dybe sortladne tone skjulte noget særligt mystisk og gådefuldt. Men det indbyrdes samvær gav dem rig lejlighed til at diskutere den kunstneriske udformning. Siden suppleredes gruppen af Povl Christensen, der lejede hus i Ordrup, og af Ole Kielberg, der ligesom Alfred Simonsen og Søren Hjorth Nielsen jævnligt kom på besøg. Denne del af Odsherred fik i disse år en grundig malerisk bearbejdning. Og måske netop af den årsag gik gruppen i slutning af 1930'erne langsomt i opløsning, hvor malerne flyttede væk og søgte ny inspiration. Kun Viggo Rørup og hans malerhustru Ellen Krause blev tilbage tillige med Karl Bovin.<br>
		+	Deres billede af Odsherred var ikke nødvendigvis skønne udsigter, men snarere muldduftende agre og svulmende marker, bøndernes landskab. De malede groft og bredt. Det gjaldt ikke mindst for Karl Bovin, hvis billeder fik en stærk stoflig karakter, med en musikalsk rytme i landskabets linjer, der formede sit eget lysfyldte rum og skildrede øjeblikkets stemning og intimitet. "Få af vore kunstnere har stået så åbent og impulsivt sansende over for tingene ... De i og for sig almindelige, enkle motiver han har gengivet, virker som om de var løftet op i en ny og betydningsfuld sfære, fyldt af indre oplevelse" (Jan Zibrandtsen). Hos Kaj Ejstrup var malemåden lettere og mere lyrisk, med en anderledes ro og klarhed i udtrykket. En af gruppens fineste kolorister var Ellen Krause. Hos hende var der mest tale om petiske havebilleder og interiør-opstillinger, hjemlige scener med fine farvevalører, som skilte sig ud fra gruppens billedverden.
		+
		+
		+	Lauritz Hartz:
		+
		+	Lidt uden for kredsen stor Lauritz Hartz, hos hvem Odsherreds landskab ligesom opløstes og blev svævende og flimrende. Der kom noget drømmeagtigt over hans billeders lethed, og der fandtes i hans samtid "ingen finere kolorist ned ham, ingen mere impulsiv naturskildrer" (Jan Zibrandtsen).<br>
		+	I 1928 blev Lauritz Hartz ramt af skizofreni og siden indlagt på sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland, hvor han opholdt sig resten af livet, dog med store frihedsgrader som tillod at han kunne bevæge sig ud i landskabet. Blandt billederne fra Odsherred var motiver fra Klintebjerg, Høve mølle, Skrænten ved Ebbeløkke, Vejen ved Nordstrand, Sommerlandskab fra Gniben på Sjællands Odde, Ordrup Næs og Tuse Næs - billeder med en poetisk lethed i udtrykket og en rigdom af dristige farver, der gav motiverne en overraskende og fængslende fortolkning og som næsten gjorde dem til sarte sjælellige udtryk eller aftryk.