Ourebjerggård

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Ourebjerggård, Abildøre, Egebjerg sogn, Odsherred.


Anne Grenå fortæller et lille udpluk fra hendes mors bog om familien i Odsherred:

Min mormor, Marie Nielsen, blev født den 7. juni 1886 på Ourebjerggård i Abildøre.

Her voksede hun op som nr. 3 ud af 5 søskende, og med forældrene Lars Peder Nielsen og Ane Marie, kaldet "den kønne kone i Abildøre".

De blev gift i Egebjerg kirke den 28. november 1881, og overtog da gården efter Lars Peders far.

Ved indkørslen til Ourebjerggård byggede børnenes far en skole, et lille hus, som rummede skolestue, og her boede også lærerinden. Her gik børnene i skole sammen med fætre og kusiner, og enkelte andre børn fra grundtvigske hjem. Senere kom de i skole i Bråde Skole hos lærer Vilhelm August Illemann.

I huset hos familien boede også bedstefar (farfar) Niels Willumsen. Han havde sin egen stue, og fik hver dag bragt maden, altid med en snaps til aftensmaden. Fåmælt var han i det daglige, men ikke uden lune. Mest sad han og læste, når han så engang imellem ville ud i haven, gik han ikke gennem stue og gang, men ud ad vinduet.

Juleaften kom den gamle bedstefar ind i stuen, og spiste med de andre. Den aften læste han en bøn ved bordet, inden de spiste risengrød med sukker og kanel og sødt øl til, og bagefter sylte med rødbeder og stuvede kartofler.

Niels Willumsen havde allerede som 18-årig i 1845 fået Ourebjerggård, men først i 1854 blev han gift med Mariane Andersen.

Børn kom der ikke til at mangle i ægteskabet, 6 ialt, til sidst tvillinger. Da slog lynet ned for ham.

Som for mange var det ikke ukendt for ham at blive fuld, og den 9. april 1866 kom han beruset hjem, og faldt ind i forstuen. I barselseng lå hans kone, Mariane med nyfødte tvillinger.

Den 22. april døde barselkonen.

Det var selvsagt et chok for ham, som ændrede hans liv. Han var nu enkemand med 6 børn, dog den ene lille tvilling, Ane Christine, døde kort efter.

Ædru blev Niels Willumsen jo nok brat, og fik travlt med først at skaffe en amme til de nyfødte, og så med begravelsen, og bagefter med hverdagen.

Det fortælles, at Niels Willumsen efter sin kones død hældede en del til missionen, og han holdt hele sit liv et missionsblad.

Missionær Peder Larsen, Abildøre, har skrevet om Niels Willumsen, at han med sine to små røde heste altid var villig og parat til at køre Peder Larsen rundt i hele Odsherred.

Niels Willumsen døde den 13. maj 1908 på Ourebjerggård i Abildøre, 81 år gammel.

Han er Anne Grenaas tipoldefar.

Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 1, 2003.--SOC 20. sep 2014, 16:33 (CEST)