Lillelundshøj

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Lillelundshøj, Grevinge, matr. nr. 4a m.fl.

Gården ejes af Mads Magnus Henriksen, der er født på gården 4. marts 1893. Han overtog gården 1921.

Hans hustru, Elisabeth Marie Henriksen, er født i Veddinge ved Fårevejle 15. februar 1894.

Gårdens historie kan føres tilbage til 1574, og den har været i slægtens eje gennem 7 generationer siden 1739. Den har tidligere været under kirken, og i Lyder Høyers bog om Grevinge sogn, er den beskrevet som kirkens gård. Se nedenfor!

Arealet er på 40 tdr. land.

Besætningen er på 6 heste, 24 kreaturer og 40 svin.

Stuehuset er opført 1843, og de øvrige bygninger 1897. Stuehus og lade er ombygget.

Henriksen har været på dalum landbrugsskole 1918.

Kilde: Holbæk amt udg. af Dansk Kulturhistorisk Forlag 1947.--SOC 12. dec 2011, 16:59 (CET)


Lillelundshøjs slægtshistorie:

Denne gård var Grevinge kirkes ejendom, og benævnes som "Kirkensgård". Før landmålingen var den gård nr. 20 i Grevinge, efter den tid nr. 13, nu matr. nr. 4, og var beliggende lige overfor skolerne, hvor nu mellemste kirkegård er.

Ved jorddelingen 1744 fik gården sin mark i strandvangen, nærmest Præstegårdsmarken.

Af beboeres navne kan nævne følgende:

1. I året 1574 hed manden Jens Krestensen, død 1585.

2. Hans Henningsen, der afstod gården 1608 til:

3. Nierls Jensen Jyde. Han boede her til sin død 1652.

4. Kresten Nielsen havde gården til 1658.

5. Jens Pedersen til 1667. Han havde da lagt gården øde.

6. Klaus Kristensen, degn, fik overladt avlingen til 1670.

7. Præsten Poul Bie til 1694.

8. Degnen Kresten Pedersen til 1710. derefter fik

9. Præsten Poul Bie gården igen. Han lod 1711 opføre en anseelig stuebygning.

10. Efter hans død 1712 flyttede hans enke hertil. Hun beholdt gården til sin død 1729.

11. Præsten Peder Lund fik da avlingen til sin død 1738.

12. Præstens avlskarl, Peder Sørensen, fik gården i fæste mod at han satte besætning ind, og ved sin afgang efterlod fornøden besætning. Der skulle ingen fæstebetaling ske, men gården skulle vedligeholdes bedre end nogen anden gård i Grevinge. Og så skulle han årligt yde Grevinge kirke 3 mark i penge.

13. Sønnen, Mads Pedersen, fik gården efter sin far. Han var født 1743 og døde 1785. Han fik en bibel med i sin grav. Provst Rasmussen gav ham et godt eftermæle. Enken blev derefter gift med:

14. Klaus Pedersen. Han fik af rentekammeret i 1791 bevilget 50 rigsdalere til udflytning af sin gård. Død 1828.

15. En datter af Mads Pedersen blev gift med Hans Hansen, født i Herrestrup 1776. Han var kirkeværge. Død 1847

16. Sønnen Mads Hansen, født 1813, havde alsidige interesser, var ikke alene landmand, men tillige fisker og var betydelig lovkyndig. Også han var kirkeværge. Han købte et gadehus, matr. nr. 30, med tilhørende vænge syd for gården. Mads Hansen døde 1860.

17. En datter blev gift med Jakob Henriksen, født i Vig sogn 1856. De overtog gården 1890. Matr. nr. 30 med vænge blev i hans tid solgt til byggegrunde. Død 1927.

18. 1927 sønnen, Mads Henriksen, er født 1893. Han var elev på Ryslinge Højskole 1911 og på Delingsførerkursus 1914. I 1915 aftjente han sin værnepligt ved 8. batl. og var på Fodfolkets Korporalskole samme år. 1918 var han på Dalum Landbrugsskole. Hustruen, Elisabeth, er fra Fårevejle sogn. Gården har været i slægtens eje siden 1739.

19. 1962 Oskar Ølund - Lotto

20. og Kroghs søn Knud Krogh.

21. 1978 Knud og Birgit Krogh (eneejere)


Marknavne:

Lundshøj ås, med en af Lundshøjene, Degneholm nærmest byen og Ørebæks ås langs stranden. Ørebæk Høj ligger ved det vestre skel ved stranden, og Ørebækken, med afløb fra gadekæret, har udmundet her.

Kilde: Grevinge Sogn, III bog, samlet af Anders Andersen.--SOC 16. jan 2012, 15:14 (CET) - Kildehenvisning: Huse, Gårde og Godtfolk i Grevinge sogn af Gustav Jensen 1953.--SOC 22. feb 2012, 22:46 (CET)