Højby Hovedgade 60, 62 og 64

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Højby Hovedgade 60, 62 og 64, matr. nr. 2g, 2d, 2c, Højby by, Odsherred.

Tre sammenbyggede gadehuse med en bredde på ca. 5,5, 17 fag langt, fordelt på fire, seks og syv fag.

Opført i bindingsværk, men fremstår i dag med de fleste fag omsat i pudset grundmur.

Taget over bygningerne er gennemløbende, opskalket heltag beklædt med strå, og med halmdækket mønning, fastholdt med trådnet og delvis med kragetræer. Vindskeder ved gavlene.

Hver af bygningerne er indrettet med en beboelse, og alle med udnyttet tagetage.

Bygningerne ligger på den tidligere Degnegårds tofte, og er formentlig opført kort efter denne er nedlagt omkring 1830 af smed Westi Petersen.

Den samlede længe består af to sammenbyggede længer. Den østlige på 10 fag med port- eller gennemgangsfag i det vestre fag og bolig i de øvrige fag, og en længe på syv fag indrettet til smedie, stald og lo.

Længerne fungerer som smedie og bolig frem til omkring århundredskiftet 1800-1900, hvor de indrettedes med fem boliger.

Bygningernes grundkonstruktion er bindingsværk med stolper på syldsten, indvendigt sidebånd og glammede bjælker. Tavlerne må formodes at have været lerklinede på støjler, som der stadig ses i gavle og fag i gårdsiden, men størstedelen af bindingsværket er i dag omsat i grundmur, eller gemt bag skalmure. Bindingsværket afslører sig fø'rst og fremmest ved de fremstikkende bjælkehoveder fra de glammede bjælker.

Murværket står i dag pudset og kalket, over en fremkraget stensyld, der flere steder er erstattet med en støbt sokkel. Tjæret murfod.

I tagets rygning tre blankmurede skorstenspiber uden sokkel, og i tagfladen et ovenlysvindue mod gården, og mod gaden en ret kraftig frontkvist af sen herkomst.


Kildehenvisning: Højby by og jorder udgivet af Trundholm kommune og Planstyrelsen 1987.--SOC 19. maj 2012, 17:03 (CEST)