Grønlandshuse

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Udsigt til Grønland 1895. - Billedet er taget fra Kongsørehøj. - Fotograf: Søren Bay, Asnæs.
Samling af huse i Egebjerg sogn, Odsherred.

Betegnelsen Grønlandshuse er af nyere oprindelse. Således ses navnet først anvendt på et generalstabskort fra 1895. Post- og telegrafadressebogen har navnet med fra 1916, mens det først er med i Trap Danmark's 4. udgave fra 1920’erne.

Stednavnet Grønlandshuse kommer sandsynligvis af, at forleddet "Grønland-" er et substantiv med betydningen "jord, der er udlagt til hvile". Og Grønlandshuse så er den samling huse, som er blevet bygget på denne "brakjord". Navnet skal sammenlignes med England, der ligger på den nordre side af Stokkebjerg skov, og som var samme type overdrev.

En lignende forklaring kan læses i erindringsbogen ”Fra Træskoen til Rigsdagen” af landstingsmand, fisker Severin Hansen (Ludvig Valdemar Severin Hansen), Hølkerup, som var født og opvokset i Grønlandshuse. Han skriver i 1950 om sit barndomshjems beliggenhed:

”Der er noget særligt ved dette sted, også fordi huset ligger midt i et lille husmandsrige for sig selv, som består af 13 selvstændige små husmandsbrug fra 5 til 10 td. Land.

Dette er nu alt sammen veldyrket jord i modsætning til for ca. 100 år siden, da det lå hen som overdrevsjord og tilhørte gårdene længere oppe i sognet. Når man fra gammel tid og endnu kalder denne samling husmandssteder for ”Grønlandshusene”, må grunden være, at disse marker før var ubebyggede og yderligere lå meget afsides i sognet og helt ned mod fjorden; denne afsides beliggenhed er den egentlige grund til navnet ”Grønland”. ”

Kilder: Afdelingen for Navneforskning, Københavns Universitet, og Odsherred Lokalarkiv.


Beskrivelse:

1967 den 28. august havde Regionalradioen en udsendelse hvor man besøgte fisker Vald. Hansen, Hølkerup - eller "Grønland" - der er søn af afdøde fisker og landstingsmand Ludvig Valdemar Severin Hansen, som fortalte, at hans fødehjem derude var solgt til nogle københavnere, og det har fået navnet "Severinhus".

Han fortalte endvidere om "Grønland":

En stor del af Grønlandsområdet er fredet og beskyttet af en revle, hvor der gennem tiderne har været en naturhavn, som fiskerne har nydt godt af.

Senere har Torpedostationen Kongsøres nære naboskab præget livet, men har ikke generet fiskerne nævneværdigt.

Grønland begrænses i nord af Stokkebjerg skov, og kun ad omveje et godt stykke ind i land når man ud til kysten nord for skoven.

Og studsede man over, at man syd for kom til Grønland, gør man det atter her, hvor man er nået til "England" - Englandshuse.


Se også: Englandshuse.


Kilde: Holbæk Amts venstreblad 29. august 1967.--SOC 24. nov 2013, 11:59 (CET)