Brandsprøjten på Sjællands Odde

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Brandsprøjten på Sjællands Odde.

Næsten op til slutningen af 1800-tallet var det meget beskedent, hvad man havde af brandbekæmpelse.

Endnu står historien om branden af den gamle Odden Præstegård i frisk erindring. Mandfolkene var i marken og derfor var der ingen hjælp at hente.


BESLUTNING OM INDKØB AF SPRØJTE:

Men allerede i januar 1898 bøjer man sig dog for nødvendighedens lov, og vedtager at indkøbe en brandsprøjte.

Men en så stor udgift kunne kommunen ikke bare afholde, man måtte spørge amtet, om det var i orden, at man anvendte den store sum af 1000 kr. til dette formål.

Amtet svarer, at det for så vidt var i orden, men henviser dog til, at Odden spørger en anden kommune, som netop havde indkøbt sprøjte. Det var jo muligt, at man der kunne få nogle gode råd. .

Den første gang ideen om en brandsprøjte på Odden bliver luftet er den 16.februar 1893, da der foreligger et tilbud fra fabrikant Poulsen i Esbjerg. Tilbudet arkiveres med bemærkningen: "Der bliver muligvis engang brug for en sprøjte".

I 1894 kommer tilbud fra Tildstrøm, men også dette henlægges indtil marts 1897, da man af fabrikanten udbeder sig tegninger og priskurant, samt beder ham om at udpege den sprøjte, han mener er bedst egnet til Oddens brug.

1898 vedtager at købe en sprøjte, dog på fast vogn.

På Odden enes man om, at der skal indkøbes sprøjten på fast vogn med en trykslange af hør, således at prisen bliver 885 kr.

Den skalomkostningsfrit leveres med dampskib til skibsbroen i Nykøbing Sjælland.


SPRØJTEHUSET:

At man er large med leveringstidspunktet skyldes, at man ikke har noget sted at placere sprøjten, når den kommer, men af korrespondancen fremgår det, at der var tid nok til at bygge sprøjtehuset, man rykker derfor den 16. juni for leveringen, og får svaret, at den vil finde sted snarest.

Det omtalte sprøjtehus findes stadig, det er en del af Oddengraverens residens. Opførelsen at det er sket på lånt jord, idet den hverken var blevet købt eller særskilt udmatrikuleret.

Historien bag det er følgende:

Man havde funderet over, hvor det kommende sprøjtehus skulle ligge. Dels skulle det være et centralt sted, og karakteristisk måtte det ikke være for dyrt.

Lige efter kirkegårdsmuren var der en plet jord, som var vanskelig tilgængelig for dyrkning, men man fandt, at det ville være et passende sted for sprøjtehuset, da det her var nemt at komme til sprøjten.

Man kunne dog ikke tillade sig at bygge på andres jord, og efter mange forhandlinger nedfældedes den 6.juli 1899 følgende dokument:

Vi undertegnede Peder Pedersen og Niels Sørensen overdrager herved til Odden kommune den jord som det nye sprøjtehus er opført på for 30 kr. treti kroner, for et tidsrum af 50 år, med forpligtelse til at lade (kontrakten) forny uden udgift for kommunen. Dersom kommunen fordrer jorden framålt, må den selv bære udgiften derved.

Heraf fremgår, at kommunen har tilladt sig at bygge på anden mands jord, og først med ovenomtalte dokument har legaliseret byggeriet.

Sprøjtehuset er på den tid det nyeste byggeri ved kirken. Det materielhus som lå der, var i en så slet forfatning, at det skulle bygges om, hvorfor sognerådet tillader kirkeejerne, når denne ombygning sker, at lade den være i forlængelse af sprøjtehuset, så der kunne indrettes latriner.

Selvom man dengang ikke red samme dag som hesten blev sadlet, sker der her noget mærkeligt, idet amtet den 1. juni 1901 giver sin skriftlige tilladelse til, at den ønskede latrinbygning opføres ved jordemoderhuset.

Det har tilsyneladende været noget af en belastning at deltage i datidens brandvæsen.

Gentagne gange ser man, at selv de mere estimerede stillinger ikke er attraktive nok, og dem som var valgt til stillingerne siger fra.

Den 9.december 1898 bliver Peder Pedersen valgt til sprøjtekører.

De første brandfogeder på Odden var: For Overby, gårdmand M. P. Nielsen og for Yderby, gårdmand M. Christoffer Petersen.

Underskrevet: E. K.


Kilde: Uddrag af artikel i Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 4 - 1993.--SOC 28. jan 2013, 17:01 (CET)