Fra købmand Hans Hansens gård, der senere blev ombygget til Amtssparekassen. Adressen er Algade 12, Nykøbing Sj.
Edith Stenderup fortæller: "Når man kom igennem porten, lå lige for en stor gammel længe med en stor mølle på taget. Den gik til stadighed knirkende og knagende. Bag ved var der kreaturstalde til de mange dyr, der græssede på markerne som strakte sig til Grønnehavestræde og Isefjordvej.
Ellers var der masser af bygninger og de store majestætiske pakhuse til foderstoffer og plads til brændsel, tømmer, trælast m.v. Og hesteforspandet med to flotte oldenborgere køte dagen igennem gennem den smalle port med de toppede brosten, ud og hjem med varer, alt imens der blev ekspederet i den fornemme smukke forretning og tilkørende fra landet blev beværtet i borgerstuen i hovedhuset."