Gårdens første navn var "Skovgaard" og fra 1941 "Unnerødgaard".
Til højre i billedet ses gårdens ejer Peder Christian Pedersen, der inden han kom til "Skovgaard" havde Næbbekroen, hvorfra han også drev sejlruten til Tuse Næs.
Efter han død i 1901 drev hans enke Else Kristine Pedersen gården indtil 1923, hvor Christian Philipsen Krath overtog stedet i kort tid.
Fra 1923 hed den nye ejer Tønnes Hansen. Det gik ikke så godt for ham, så han måtte afstå gården til købmand Vede, Nykøbing Sjælland.
Købmand Vede havde kun gården i ca. et halvt år, hvorefter Henri Carl Birch købte den. Han var københavnsk rigmandssøn, men spillede gården op. Han tog derefter til udlandet og da han kom hjem igen blev han gift med en præstedatter fra Odden.
Han havde gården fra 1938 til 1941, hvor William Schou købte ejendommen, som han omdøbte til "Unnerødgaard".
Ved en brand den 4. september1891 stod de gamle bygninger ikke til at redde.
Brandårsagen var et lynnedslag og det siges, at man kunne se branden over store dele af herredet.
Ejeren Peder Christian Pedersen og hans famlie måtte bo hos genboen Morten Hansen resten af efteråret, indtil de nye udlænger var bygget op igen. Han havde købt gården af fogeden efter at hans svoger gik fallit med denne i 1889.
Så snart vinteren var ovre tog man fat på stuehuset, hvortil der gik 9000 maskinstrøgne facadesten fra Nivå Teglværk. Disse blev fragtet med skib og samtlige sognets gårde mødte med køretøjer ved skibsbroen ved Siddinge Dæmning.
Da de 3600 falsteglsten fra Kähler i Korsør var lagt op, sagde man, at det røde stuehus var det bedst byggede i sognet.
Forsikringssummen på 13000 kr. dækkede så rigeligt, at der ydreligere blev penge til køb af en rejsefjedervogn.
Da kronen på værket, portbuen eller søjleporten, var muret op, kom fotografen.
Ejeren Peder Chr. Pedersen (PCP) står ved gavlen, hans hustru Else Kristine ved den anden side af porten sammen med datteren Anna Kristine.
I det åbne vindue ses Inger Marie Pedersdatter, der havde en aftægtsbolig her. Inger Marie er mor til den tidligere ejer Peder Vilhelm Pedersen (f.1856), der gik fallit. Hun er tillige mor til PCP's svigerinde Mariane Cecilie Pedersdatter, gift med PCP's broder Jens Laurits Pedersen på Maglegård i Bråde.
Oppe på loftet sidder sønnen Jens Peder Elias og inde i gården står karlen ved vandposten.