Frode Krarup

Fra odswiki
Version fra 28. jan 2018, 17:07 af SOC (diskussion | bidrag) SOC (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning
Ses-frodekrarup.jpg

Frode Krarup, overlæge, R. af D., er født den 28. juli 1873 i København som søn af overretssagfører O. Th. N. Krarup og hustru Kristiane, født Krarup.

Gift med Olga Christensen, der er født 1880.

Student fra Borgerdydskolen på Christianshavn 1891, cand. med. 1898, 2. reservelæge ved Middelfart Sindssygehospital 1902. 1. reservelæge ved Viborg Sindssygehospital 1905, ved Middelfart Sindssygehospital 1908.

Overlæge ved Nykøbing Sjælland Sindssygehospital (Amtshospitalet) fra 1914.

Medlem af kommissionen om Statens Sindssygehospitalers Organisation og Kommissionen angående sygeplejerskers uddannelse i sindssygepleje 1919, næstformand i foreningen af danske sindssygelæger 1915-18 og 1923-26, formand 1926-29 samt næstformand i foreningen Broen fra 1918.

Frode Krarup døde 1942.

På 100-års dagen for hans fødsel i juli 1973 nedlagdes en krans ved Kapellet og kirkegårdenAmtshospitalet af overlæge Aage Kirkegaard, som også holdt mindetalen.

Olga Krarup døde 10. december 1951, og vil blive begravet ved siden af sin mand.

I ægteskabet er en plejesøn, brodersønnen, arkitekt Ivar Christensen.

Kilde: Holbæk amt 1933-34 udg. af Amtshistorisk Forening. - Holbæk Amts Venstreblad 11. december 1951 og 30. juli 1973.--SOC 8. okt 2011, 14:14 (CEST)


+

Frode Krarup søgte og fik bevilget sin afsked fra 1. maj 1939 fra Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland. Holbæk Amts Venstreblad bragte i den anledning den 30. januar 1939 følgende:

Overlæge Frode Krarup forlader Sindssygehospitalet.

Den dygtige Psykiatriker, Patienternes og Personalets gode Ven, trækker sig af Helbredshensyn tilbage den 1. Maj.

Overlæge Frode Krarup har søgt og faaet bevilget sin Afsked fra 1. Maj. Helt overraskende kommer denne Afskedsbegæring ikke, idet Overlægens Helbred i de senere Aar har ladet én Del tilbage al ønske. Af alle Specialiteter indenfor Lægevidenskaben er Psykiatrien vel nok den, der slider haardest paa sin Mand, navnlig naar han helt helliger sig Virksomheden paa et stort Sindssygehospital, daglig omgivet af de Tusinder ulykkelige Menneskeskæbner. Der skal megen Robustbed til for at holde dertil i Længden, og robust har Overlæge Krarup aldrig været. Han er tværtimod dette udpræget følsom overfor de mange sjælelige Lidelser, han daglig færdes iblandt.

Da Frode Krarup i 1914 blev kaldet til Overlæge her, indlededes en ny Epoke i Behandlingen af Sindssygdomme. Det var det første Hospital, der helt og fuldt anlagdes som en Helbredelses anstalt i Modsætning til Fortidens Isoleringsanstalter. Overlæge Krarup havde med Grundighed studeret baade det gamle og det nye System. Han havde gjort Tjeneste som Reserve- og Afdelingslæge baade i Middelfart og i Viborg, men tillige havde han studeret den moderne Psykiatri baade i Tyskland og England og stod saaledes som den kyndige Mand, da han overtog Ledelsen af det nye Hospital i Nykøbing.

Med en Optimists store Iver kastede Overlæge Krarup sig over Opgaven, og hans Arbejdsindsats var enestaaende. Han gik ind i Arbejdet, studerede selv hver eneste Patient, satte sig ind i den Tankeverden, hvori disse levede, søgte i hvert enkelt Tilfælde at finde ind til den syge Tankeverdens Rod for om muligt at fjerne Aarsagen. Han lever for og med sine Patienter, og ved sin gennemførte Noblesse og sit milde Væsen har han altid forstaaet i en sjælden Grad at vinde sine Patienters Tillid, den Tillid, der er alle Psykiaters mest virksomme Vaaben mod den Sygdom, de er sat til at bekæmpe.

En saa intensiv Lægegerning er mere end nok for sin Mand, men Overlæge Krarups Virkefelt spændte videre, nemlig ud til alle Grene af det store Hospitals Administration. Hospitalet var vokset op med ham og ved ham, og selv den mindste Enkelthed vedrørende Hospitalets Administration passerede Overlægens Kontor, ikke alene for at blive underskrevet, men ogsaa grundigt gennemtænkt og prøvet. Og hvor utroligt det end lyder, fik han dog Tid til at udgive flere værdifulde videnskabelige Skrifter om sit Speciale og endvidere til at repræsentere sin Videnskab i flere Kommissioner og Udvalg.

Men en saadan Arbejdsintensivitet slider sin Mand. Og trods Overlæge Krarups stærke Vilje, dannede han i det lange Løb ingen Undtagelse. For et Par Aar siden begyndte Kræfterne at svigte, og hvor nødigt han vilde maatte han søge Rekrationsferier.

I Fjor søgte han Sygeferie fra 1. April til 1. Oktober, og skønt hans Læge tilraadede ham en Forlængelse af denne Sygeferie, traadte han i Virksomhed igen d. 1. Oktober. Men han maatte erkende for sig selv, at hans Arbejdsevne havde lidt Skibbrud. Hvis han havde villet foretage en stærk Reduktion af sit Arbejdsomraade, havde han næppe haft nødig endnu at søge sin Afsked. Men en Staffagefigur vilde Overlæge Krarup ikke være. Da han følte, at han ikke formaaede at udfylde sin Plads i samme Omfang som hidtil, foretrak han at gaa og give Plads for friske Kræfter.

At Overlæge Krarup vilde ræsonnere saadan, vidste man. Derfor kommer hans Afskedsbegæring ikke overraskende. Men Meddelelsen derom vil blive modtaget med dyb Vemod i vide Kredse. Først og fremmest hos det store Tal af Patienter, for hvem Overlægen var blevet den faste Pol i Tilværelsen. Men den samme Vemod vil føles blandt den store Stab af hans Medarbejdere, af hele Personalet. De vidste, at de i Overlæge Krarup ikke alene havde deres øverste Foresatte, men tillige en forstaaende Ven, streng i sine Krav til Pligtfølelse, men en god Ven, Beskytter og Vejleder. Det har vel ikke kunnet undgaas paa et Sted, hvor saa mange Mennesker er samlede, at der kunde fremkomme Skærmydsler af en eller anden Art, som Overlægen maatte træffe Afgørelse i. Men blandt Personalet har man aldrig været i Tvivl om, at naar Overlæge Krarup havde afgjort en Sag, saa var den højeste Retfærdighed sket Fyldest. Ogsaa derfor agtes, æres og elskes han af sine Omgivelser.

Overlæge Krarup agter at nyde sit Otium i Nærheden af Hovedstaden, og da han kun er 65 Aar gammel, vil han forhaabentlig have Betingelse for, naar han faar den fornødne Hvile, atter at genvinde sit Helbred og leve mange lykkelige Aar i Bevidstheden om at have udført en Livsgerning, der vil mindes med Taknemlighed af Tusinder af Mennesker.